Nyt fra petanqueafdelingen

Sommeren er nu ved at være overstået – hvis der da har været nogen?? Men vi holder humøret højt i petanqueafdelingen. Hver mandag aften og onsdag formiddag sommeren igennem, har der været aktivitet på petanqueanlægget. Engang i september, hvor vi ikke kan se om aftenen, flytter petanque om mandagen til om formiddagen kl. 10. I DGI’s Forårsturnering deltog 2 hold. Hold 1 blev næstsidst i sin pulje, medens hold 2 indtog sidstepladsen i sin pulje. Begge hold skulle deltage i det afsluttende stævne i Hasselager, men på Hold 1 var der flere der ikke kunne den dag og hold 2 måtte, p.g.a. sygdom hos en af spillerne, i sidste øjeblik melde afbud. I 5 byturneringen resterer der 2 turneringsrunder i h.h.v. Ryomgård den 16. august og Grenaa 6. september. Her indtager Øster Alling 2. pladsen efter Auning, men stadig med mulighed for at vinde turneringen.

Vi havde ikke tilmeldt hold til Norddjurs kommunemesterskab. Det blev afholdt i Allingåbro den 22. juli. Der var vist kun tilmeldt hold fra 3 klubber. Det er også et besynderligt tidspunkt man har lagt arrangementet på, midt i sommerferien!

Vi kan glæde os over at vi fortsat får nye medlemmer, som føler sig tiltrukket af den gode atmosfære der er i afdelingen og godt vil deltage i det gode spil som petanque jo er.

201707 petanque

I forbindelse med årets sommerfest, afvikledes en lille petanqueturnering, som blev vundet af Helga Poulsen og Elly Kvist. på 2. pladsen Ketty Rasmussen og Niels Erik Johansen. 3. pladsen deltes af Birthe Pedersen og Erik Thuesen og Bodil og Orla, idet de 2 hold stod helt lige.

 

Orla Lund

Nyt fra petanqueafdelingen

Aldrig har så mange petanquespillere gæstet Øster Alling som onsdag den 17. maj, hvor 2. afd. af 5 byturneringen i petanque blev afviklet. I alt 40 spillere fra h.h.v. Auning, Grenaa, Ryomgård, Ebeltoft og Øster Alling, indtog banerne. Endog 2 græsbaner måtte tages i brug, idet vort anlæg kun rummer 8 baner. Alle byer gæstes i løbet af sommeren. Det hele afsluttes den 20. sept. i Ebeltoft, med hyggeligt samvær, spisning og præmieoverrækkelse. Først afd, af turneringen afvikledes i Auning den 25. april. Her indtog Øster Alling 1. pladsen med Auning, Ryomgaard, Grenaa og Ebeltoft på de følgende pladser. Dette mønster gentog sig ikke helt i Øster Alling, hvor værterne var så venlige at overlade 1. pladsen til Auning, medens de selv indtager 2. pladsen. Det er Ældre Sagen i Ebeltoft der i sin tid tog initiativ til denne turnering, og står for den tekniske afvikling. Rigtig mange petanquespillere fra de 5 byer deltager i løbet af sommeren i kampene. Der er 8 spillere på hvert hold. Men det er ikke altid de samme der deltager hver gang. De 2 hold der er med i DGI turneringen er ved at have færdigspillet deres kampe i de 2 puljer. Hold 1, har spillet alle deres kampe og er blevet nr. 3 ud af 4 hold med 9 point. Hold 2 mangler en kamp og indtager pt. 2 pladsen med 6 point, men mangler 1 kamp. Det skal bemærkes at nr. 3 og 4 mangler h.h.v. 2 og 3 kampe, så hvorvidt placeringen holder vides ikke i skrivende stund. Lørdag den 17. juni er der finalestævne i Hasselager, hvor begge hold deltager. Orla Lund

Familietræning fra 4 år

Søndag den 21/5 kl 13:00 har vi gratis prøvetime på et nyt familiehold i forsamlingshuset.

Det er familietræning fra 4 år. 1 voksen pr. 1 barn

Så savner du at bruge tid sammen med ungerne og vil du også gerne selv træne? Så kom og prøv!

Som noget nyt laver vi i ØAI et familiehold, hvor vi skal træne sammen. Igennem leg og sjov får både barn og voksen en god træningstime, med sved på panden og smil på læben.

  • Familie får mere tid sammen.
  • Det giver inspiration til lege og aktiviteter derhjemme.
  • Det giver sammenhold i familien.
  • Det giver børnene en god ballast og indgangsvinkel til motion i fremtiden.
  • Det giver sved på panden – også hos mor og far.

I skal lege med bolde, kettlebell, vægte, stepbænke, og meget, meget mere.

Tilmelding nødvendig til Anja på 20831678

Vi håber at se jer.

Med venlig hilsen

Øster Alling Gymnastikforening

Sommersæsonen er startet i petanque

sommer

Mandag den 3. april var der trængsel i petanquehuset. Efter en lang vinter, hvor vejret har tilladt at vi har kunnet spille uden aflysninger, påbegyndtes sommersæsonen kl. 18.30. Sommer er ensbetydende med deltagelse i diverse turneringer og stævner. Midt i april starter DGI’s forårsturnering, hvor vi har 2 hold tilmeldt. Hold 1, med Henny og Sv. Aa. Simonsen, Niels Erik Johansen og Bjarne Sørensen er i pulje med IFM Ryomgård, Vennerne 2 og SMIFF 3. Hold 2, med Else Larsen, Ketty Rasmussen, Edith Pedersen, Frede Jacobsen og Orla Lund er i pulje med SMIFF 2, Vennerne 1 og Kvik Ramten. I slutningen af juni er der afsluttende stævne i Hasselager.

5 byturneringen starter op 26. april i Auning. Derefter spilles der 17. maj i Øster Alling, 14. juni i Ebeltoft, 16. august i Ryomgård og 6. sept. i Grenaa. Den 20. sept. er der afslutning i Ebeltoft. Der spilles med 6 m/k hold, i alt deltager 12 spillere fra Øster Alling. Der spilles fortsat mandag kl. 18.30 og onsdag kl. 10.00 på anlægget på Øster Alling stadion.

Til sommerfesten afvikles en petanqueturnering lørdag eftermiddag den 3. juni kl. 13.00. Alle er velkomne. Tilmelding til turneringen skal ske i petanquehuset eller til Svend Å. Simonsen tlf.  61 752455 e mail simonsen@dlgpost.dk eller Orla Lund tlf. 30 434383 e mail erikorla@gmail.com senest onsdag den 31. maj.

 

 

 

Petanque ser frem mod foråret

På det netop overståede årsmøde i petanque afd. 22.2.2017 blev der truffet en række beslutninger der rækker frem mod foråret. Selv om en 14-16 medlemmer har holdt formen vedlige vinteren igennem med spil mandag og onsdag formiddage, er det alligevel glædeligt at vi snart går over til foråret hvor mandags petanque flyttes til mandag aften kl. 18.30. Det sker fra 3. april. Onsdag er det fortsat kl. 10.00. Der er tilmeldt 2 hold til DGI’s forårsturnering og et 8 mands m/k hold til 5 byturneringen der i år har deltagelse af Ebeltoft, Ryomgård, Grenaa, Auning og Øster Alling. Første afdeling afvikles i Auning onsdag d. 26. april.

2017 - Petanque

Efter årsmødet nød man et stykke smørrebrød m.m.

Derefter går det slag i slag frem til 20. sept. hvor der er afslutning i Ebeltoft. Det blev endvidere besluttet at afvikle en petanqueturnering lørdag d. 3. juni kl. 13 som led i Sommerfesten.

Svend Aage Simonsen blev genvalgt som formand, Herdis Hedegaard som sekretær og turneringsansvarlig Orla Lund. Kontingent uforandret 300/150 kr. Det bemærkes at petanqueafd. har et overskud på 6000 kr. Der var enighed om at bruge nogle af pengene på maling, så petanquehuset kan males. Hvilket medlemmerne udfører i løbet af foråret. Til morgenbanko til Sommerfesten stiller afdelingen som sædvanlig folk til rådighed.